Generation

12.06-16.06 / 2024

Filmskolens filmfestival

William Sehested Høeg

William er født i 1991 og har ville lave film siden han så Jurassic Park for første gang.

William begyndte sin karriere i filmbranchen i 2012 som runner. Lige siden har han arbejdet sig op igennem filmbranchen, blandt andet hos ASA Film som producerassistent. Imens skrev og instruerede han sin første kortfilm, TYRAN. Derefter fulgte en fem-årig periode som freelancer, hvor han blandt andet var ansat på Zentropa og VICE. Derudover har han både arbejdet som produktionsleder, produktionskoordinator, indspilningsleder og producer. Alt sammen lavet for at købe sig fri til at lave det som virkelig betød noget, nemlig at skrive og instruere kortfilm.

Første gang William søgte filmskolen blev han afvist. Som reaktion på det søgte han ind på Sociologi på KU. Det blev til en halvhjertet ansøgning som også blev afvist. I hans livs ultimative low-point, tog han sagen i egen hånd, og finansierede og instruerede sin fjerde kortfilm, ERIKS KRIG. Et periodedrama sat i 1943 under besættelsen, som handler om forholdet imellem en dreng og hans hund. Filmen fik William ind på Den Danske Filmskole – en stor drøm gik i opfyldelse.

Kort inden hans optagelse på filmskolen nåede han at arbejde som instruktørassistent på HERRENS VEJE produceret af DR – samt instruktørassistent på THE RAIN til Netflix produceret af Miso Film.

På Filmskolen har han leget med genre-konventioner og specielt komedien. Hans film er centreret omkring komisk relevante historier, drevet frem af suspense med nerven fra dramaet.

Nu drømmer han om at fortsætte med at lave spillefilm og TV-serier, hvor han vil arbejde med at forene den stærke kunstneriske fortælling med et særligt fokus på at lave film til et bredt publikum.