Nanna Buch

Jeg lærte ikke rigtig at tale, før jeg var 4 år, men det stoppede ikke min fortællelyst. Mine nærmeste forstod godt mine historier, selvom de mest bestod af store armbevægelser, lydeffekter og de få ord jeg havde i mit ordforråd.

Historier har fyldt meget i min opvækst; der blev altid læst højt om magiske universer, modige mennesker og skøre situationer. Min fars stemme kunne få sorte krusedulle-ord, jeg ikke selv kunne læse, til at komme til live.

Skoleforestillingerne var højdepunkterne i min skoletid i den lille by, jeg kommer fra. Jeg var meget tidligt bevidst om, at det var film, jeg ville lave, men som barn var jeg overbevist om, at film kun bestod af skuespillernes arbejde. Det var på Mariagerfjords Teater Talentlinje, at jeg for alvor lærte om det kollektive samarbejdspotentiale. Pludselig blev det, vi individuelt medbragte, forhøjet til noget meget større. Det var samarbejdet, der blev det vigtige for mig.

Da jeg i mine teenage år begyndte at nørde filmens bestanddele, fandt jeg hurtigt ud af, at arbejdet bestod af mere end at vække ord til live. Det handler om, hvordan du fortæller det med billed og lyd, tempo og farver. Da mine ører blev åbnet for lydens univers, var det tydeligt, at det var der, min kreativitet og mine stærke tekniske hænder endelig hørte hjemme.

Siden har jeg lært at høre med øjnene, se med ørerne, føle med hjertet, stole på min intuition, forstå magten i stilhed, bryde med naturalismen, skabe tryk og landing, men vigtigst af alt:

“Hvis man deler samme vision, er der langt ud til periferien” - Hans Erik Philip.

PS. Hvis der er nogen, der kender producerne på den nye Harry Potter serie på HBO, så kontakt mig endelig! Det vil være drømmen at skabe magi.