12.06-16.06 / 2024
Filmskolens filmfestival
Instruktør. Født 1995 i København.
Instruktøren og manuskriptforfatteren bag “Jorden kalder Jenny” har skabt en film til børn og med børn, med en ambition om at ville skabe en fortælling, hvor det er barnets tilstand og blik, som definerer rammen for filmen.
Ønsket om at skabe en børnefilm opstod i forlængelse af en interesse for og en fascination af at forstå, hvilke kræfter der er på spil, når børn formår at lykkes med positiv social mobilitet. I den forbindelse blev det klart for Mille, at en afgørende faktor i hendes egen opvækst havde været evnen til at bruge fantasi som en overlevelsesmekanisme. Det medførte et ønske om at skabe en børnefilm, som ærer og visualiserer børns mentale åbenhed - evnen til at fantasere. Filmen rummer et sitrende og sanseligt univers skabt i krydsfeltet mellem dokumentar og fiktion. Længslen, smerten og alvoren er til stede, men filmens legesyge udtryk og "barnlige" ekstravagance skaber et tåleligt pusterum for børn, der genkender karakterernes livsvilkår, samtidig med at de kan føle sig spejlet.
“Jorden kalder Jenny” har på flere planer været en øjenåbnende oplevelse at skabe, og særligt det at lave film til børn, er noget Mille brænder for at arbejde videre med på den anden side af filmskolen.