The Sparrow in the Chimney

Familiedynamikkerne er lige så mørke og betændte som en storetå ramt af både pest og kolera i absurd, modbydelig, morsom og magiskrealistisk fortælling om en familie, der finder fælles fodslag i kampen mod en traumatiseret tyran.

Karen bor med sin ægtemand, Markus, og deres børn i sin afdøde mors – på overfladen – idylliske barndomshjem. Da Markus holder sin fødselsdag, kommer Karens søster, Jule, hendes mand, Jurek, og deres to børn for at fejre dagen med dem. Men stemningen er mildest talt elendig. Karen er en middelklassetyran: modbydelig, dominerende og ondskabsfuld overfor både sine børn, sin mand og søsteren, der med sin afslappede tilgang til livet er hendes diametrale modsætning. Langsomt kommer familiens forvrængede og forkvaklede familierelationer og familiedynamikker til syne. Manden har noget kørende med hundelufteren. Sønnen får bank af sine jævnaldrende. Niecen flirter med onklen. Karen skader sig selv. Katten dør. Hver eneste udtalt sætning er ment som en spydighed og provokation. Og over familiens karakterer svæver fortidens traumatiske skygger.

Men langsomt former der sig en fælles front imod husets dominerende hersker. Som det også var tilfældet i Zürchner-brødrenes to forudgående film er der også her fyldt med dyr: hovedløse høns, hundeviskere og selvfølgelig en spurv i kaminen, og, ja, generelt er der bare alt for mange levende væsener placeret i hjemmets afgrænsede arena. ’The Sparrow in the Chimney’ er en form for psykisk body-horror blandet med en skefuld magiskrealisme, som kan få en (d)øde ø fuld af skarver til pludselig at blomstre igen. En film, der på samme tid er både morsom og mærkværdig, modbydelig og morbid. Og ikke mindst: helt sin egen.