12.06-16.06 / 2024
Filmskolens filmfestival
Der ligger en tragedie bag det brusende kærlighedsforhold mellem de to unge senegalesere Banel og Adama. De blev gift, da Adamas storebror døde og dermed efterlod Banel som enke. Adama tilbød at gifte sig med Banel i stedet, og det blev accepteret som en ærefuld gestus i den lille, afsidesliggende landsby i den tørre Sahel-zone i Senegal, hvor de bor. Men derfor er det også forventet, at lillebror tager over for storebror og blive landsbyens leder. Det er hans pligt, men det vil Adama ikke. Han og Banel vil selv bestemme, og de drømmer om at løsrive sig fra deres familier og samfundets forventninger, krav og traditioner og flytte uden af byen, hvor de på bedste Sisyfos-maner forsøger at grave et hus fri, der blev dækket til i en sandstorm. Men da regnen pludselig udebliver, og kvæget dør, og mændene må forlade byen, hjemsøges den forsagte Adama af mareridt og er nødt til at genoverveje sin beslutning, mens den rebelske Banel bliver gjort til syndebuk og må kæmpe for både sin ret til at være kvinde efter egne forskrifter og for at deres kærlighed ikke sander til.
’Hvisken i støvet’ er en fabulerende og mytisk kærligheds- og klimafortælling, der som eneste debutfilm var nomineret til hovedprisen i Cannes i 2023. Det er en tidløs fabel, formet af storslåede, solbelyste billeder, der rytmisk beretter om kærlighed, samfundsnormer, ungdom og klimakrise fra et sted, hvor der er uendelig himmel over hovederne og uendeligt sand under fødderne.
Grand Teatret | 15 juni 17:00–18:27 | Hvisken i støvet | Pris: 90 Kr. | Køb billet | |
Den Danske Filmskole | 16 juni 14:15–15:42 | Hvisken i støvet | Pris: 90 Kr. | Køb billet |