Generation

12.06-16.06 / 2024

Filmskolens filmfestival

Hulubulu: Dansk ungdomsfilm, hvor er du henne?

Den originale danske ungdomsfilm har siden 00’erne været på tilbagetog. Men hvorfor halter dansk film bagud, når det gælder fortællinger til og om det unge publikum? Kan vi overhovedet konkurrere med amerikanskproduceret indhold? Og hvordan rammer man de unge i dag? Mød film- og serieskaber Jonas Risvig, influencer Sonja Lovdal og filmskaber Kaspar Munk i en samtale om at skabe fortællinger, der resonerer med ungdommen, og hvordan de selv ønsker at forme fremtiden.

‘Zappa’, ‘Kunstskabens træ’ og ‘Vil du se min smukke navle’. Engang var den danske ungdomsfilm en stærk og stolt tradition spækket med store instruktører, der kastede sig seriøst og originalt over fortællinger om det unge liv. Men siden årtusindeskiftet har vi herhjemme set markant færre nuancerede film til og om det unge publikum – med enkelte undtagelser som ‘Skjold & Isabel', ‘Team Hurricane’ og ‘You & Me Forever’.

Parallelt har sociale medier som TikTok og YouTube fået fat i de unges opmærksomhed, ligesom at DR har valgt at satse på stærke ungdomsfortællinger i det korte serieformat med blandt andre ‘Smuk’, ‘Doggystyle’ og ‘Grænser’, der alle er lykkedes med at ramme tidsånden.

Men hvordan sikrer vi, at ungdomsfilmen fortsat udvikles som kunstart? Hvor er den overhovedet blevet af? Har den mistet sin prestige? Er det et problem? Og hvordan skaber man indhold og fortællinger, der resonerer med en bred ungemålgruppe?

Det udforsker et panel bestående af tre kunstneriske stemmer. Mød serieskaber Jonas Risvig, der har revolutioneret den danske ungdomsserie med ‘Centrum’, ‘Grænser’ og ‘Drenge’ og som senere på året er aktuel med sin første spillefilm ‘Kontra’, filmskaber Kaspar Munk, der står bag store prisvindende ungdomsfilm som ’Hold om mig’ (2010) og ’You & Me Forever (2012) samt influencer og content creator Sonja Lovdal, der deler indhold om sit liv på TikTok og Instagram. Samtalen finder sted efter visningen af den amerikanske coming-of-age-film ‘Dídi’ og modereres af Kirstine Vinderskov, filmkonsulent for børn & unge på Det Danske Filminstitut.

Billetter koster 90 kr. (80 kr. for unge under 30 år og pensionister) og inkluderer både filmvisning og talk.

Læs mere om 'Dídi' HER.

Mød

Empire Bio14 juni 14:00–16:15Dídi + Hulubulu: Dansk ungdomsfilm, hvor er du henne?

Pris: 90 Kr.