12.06-16.06 / 2024
Filmskolens filmfestival
Den unge kvinde Gia er gravid med sit tredje barn. Normalt en lykkelig omstændighed, men for hende er det et enormt, eksistentielt dilemma. For Gia er alene, og hendes to andre børn er blevet fjernet fra hende og anbragt i familiepleje – blandt andet på grund af et stofmisbrug. Gia er en god mor og en sympatisk kvinde, der kæmper for at få sit liv tilbage på fode, og sine børn tilbage i folden, men hun er fanget i et system, der hverken glemmer eller tilgiver. Et system, hvor det er umuligt at vinde. Og med udsigten til også at miste sit tredje barn ufrivilligt, begynder Gia at overveje sine muligheder. Men er hendes overvejelser også udtryk for den mest fornuftige og modne løsning? Eller bunder de i virkeligheden i en accept af nederlaget? Og er de i strid med Guds vilje, som hendes bedste ven formulerer det?
’Earth Mama’ er et smukt portræt af moderskabet set gennem et filter af race, diskrimination, skam og skyld. Fortalt fra en social klasse, hvor kort bliver afvist i butikker, og telefoner løber tør for taletid, og et miljø, der primært består af unge, enlige, mørke mødre, der æder sig selv for at give mest mulig næring til deres unger. Der løber en stille intensitet gennem filmen, og den udgår fra og personificeres igennem Gia, spillet af rapperen Tia Nomore, en intensitet, der gør oplevelsen både tung og håbefuld og fuld af emotionel dybde.
Empire Bio | 13 juni 16:30–18:11 | Earth Mama | Pris: 90 Kr. | Køb billet | |
Grand Teatret | 16 juni 14:30–16:11 | Earth Mama | Pris: 90 Kr. | Køb billet |