Generation

21-25.06 / 2023

Filmskolens talentfilm & afgangsfestival

Den personlige komedie: Hvordan arbejder man med humor i 2023?

Hvordan ser komedien ud i dag? Og hvor er den på vej hen? Mød fire af landets sjoveste stemmer i en samtale om at arbejde med humor og hvordan de selv ønsker at udfordre genren.

En ny generation er på vej frem i dansk komedie. De arbejder med den personlige stemme og deres egne erfaringer, når de udleverer det skæve og absurde ved at være et menneske i verden i dag. Her er der mere på spil i forhold til identitet, og det sker i højere grad i dialog med omverdenen. Tænk bare på serier som det kørende parforholdsskænderi i ’Skyld’, standup comedy-parodien ’Too Sune’ eller ’Killjoy’ om orgasmekløft og perfekthedskultur.

Men hvordan arbejder man med humor i 2023? Er der grænser for satire? Hvor bevæger genren sig hen? Og hvad er egentlig god humor?

Det udforsker et panel bestående af nogle af landets sjoveste og mest nydefinerende stemmer. Mød filminstruktør William Sehested Høeg, der netop er aktuel med afgangsfilmen ‘Sammen er du mere’ – en tragisk teambuilding-komedie, skuespiller og multitalentet Emma Sehested Høeg, satiriker Nina Rask og filminstruktør og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen.

I samtale med kulturredaktør på Dagbladet Information, Katrine Hornstrup Yde, dykker de ned i deres arbejde med komedien og de tendenser, de selv ønsker at være med til at påvirke inden for genren.

Talken finder sted lørdag den 24. juni kl. 16.00–17.30 og er gratis at deltage i.

Mød

Gårdhaven24 juni 14:00–15:30TalksDen personlige komedie: Hvordan arbejder man med humor i 2023?

Pris: GRATIS